I dag har Moder Natur en af sine introverte dage. Den hemmelige horisont forsvinder i intetheden. Himmel og vand forenes i gråhvid uendelighed. På en dag med tæt tåge kan selv kendte områder blive omgærdet med mystik.


 

 Og dog – kendt og kendt. Jeg er ny her på egnen, så hver en ny dag, hver en ny vejrtype, hver en ny sæson i naturen i Rebild er en åbenbaring for mig. Jeg fryder mig over at være til stede i nuet i den smukke natur uanset vejr, og jeg glæder mig til at se hvad hver ny dag, hver ny sæson og hver ny vejrtype åbenbarer. Jeg håber, at du, kære læser, vil følge med på mine naturoplevelser og -opdagelser i denne naturblog.


I dag går turen rundt om Store Økssø. Jeg har været her nogle gange før. Da var det min første sommer her, med badetid, tid til picnic med kaffekande, madpakke og bog. Eller mit første efterår, med svampeduft og gyldne nuancer i træerne.

 


 

 

Nu græder træerne tårer af smeltende sjapsne i det disede tøvejr. Nedfaldne kviste, grene eller hele træstammer ligger fastfrosset i søens is. Tiden er gået i stå for dem, men de vil give næring til kommende generationer af flora og fauna.


Jeg har fundet ud af, at den cirka fire kilometer lange vandretur rundt om Store Økssø er særdeles velegnet her om vinteren, hvis tiden er løbet fra en, inden man når at komme udendørs. Stien er bred og flad og nem at navigere, selv hvis det skulle blive lidt dunkelt at spadsere i de korte eftermiddagstimer


Hvor man har søen på den ene hånd, har man en højmose under genetablering på den anden hånd. Det er en fascinerende type natur, hvor planter henter deres væske udelukkende fra nedbør. Ikke noget med at stikke røddernes sugerør ned i jorden. Planterne gror og dør og danner efterhånden tørv, så mosen bliver højere end det omkringliggende areal.

 

Højmoser har et plante- og dyreliv, der er noget særligt. Jeg ser hen til at spejde efter moseperlemorsommerfugl og bølle-blåfugl her til sommer. Der står på informationstavlerne ved siden af stien, at de skulle være her. Endnu en ting at glæde mig til!