Et blad daler langsomt ned mod jorden i Frendrup Skov. Her er så stille, at man næsten kan høre, at bladet lander på skovbunden. Træerne går i efterårsmode i varme, gyldne og brune farver, men det er en flygtig og omskiftelig mode. Den gyldne beklædning skiftes ud, bladene smides ligeså stille og tilbage står træerne som mørke, nøgne silhuetter, klar til vinterens lange vækstpause. 

De døde blade danner et blødt og velduftende lag på skovbunden. I deres død giver de sammen med nedfaldne grene og rådne træstammer, der får lov til at stå eller ligge i den urørte skov, nyt liv til en myriade af svampe, biller og larver, hvilket så danner grobund for fugle, mus, grævlinger og andre mindre dyr. Ud af muldet vokser nye planter. På den måde er døden med til at skabe nyt liv. Så selvom efteråret er en årstid med meget forfald, er det også en tid med nye begyndelser. 

Den herlige urørte skov

I Frendrup Skov får naturen og dens naturlige økologiske processer lov til at udfolde sig i al deres pragt. Den eneste form for menneskelig indgriben er, at træstammer, der vælter ind over trampestien, bliver savet over og lagt til side. Den markerede trampesti på cirka 1,5 km fører vandrende sikkert gennem den urørte skov.

Bare fordi skoven er urørt, er ikke ensbetydende med, at man ikke må gå der – tværtimod. At gå gennem en urørt skov er at gå på opdagelse i naturens store udvalg af mosser, planter, svampe, biller, larver, myrer, blomster, græsser, træer, fugle, frøer og firbenede dyr. Biodiversitet, med andre ord. Naturen i den urørte skov er dynamisk; den ændrer sig og udvikler sig med tiden, hvor arterne tilpasser sig umærkeligt de forhold, de bliver budt og skaber for hinanden.

Skoven ligger på et bakket terræn på skråningen op mod Frendrup Nihøje, et af Himmerlands mest markante bakkedrag. Den første del af skoven er præget af den hjemmehørende bævreasp, et såkaldt pionertræ. Med tiden vil den lyskrævende bævreasp blive fortrængt af andre træer, formodentlig eg.    

Skoven fik fred fra motorsaven

I mange år lå skovens naturværdier under radaren hos de fleste og ikke så mange kendte til den. Tilfældigvis blev myndighederne bekendt med et privat projekt for rydning og opdyrkning af halvdelen af skoven. I et samarbejde mellem Rebild Kommune og DN Rebild blev der rejst en fredningssag for at beskytte områdets natur, hvilket skete i 2012. Det sikrer, at skoven skal henligge som urørt naturskov med offentlig adgang. 

Blandt naturværdierne er mange forskellige svampe, også af den mere sjældne slags, blandt andet trådet støvpig. Selvom man ikke finder hverken sjældne eller spiselige svampe på sin gåtur i skoven, er det alligevel vidunderligt at lade sig fascinere af de forskellige former, farver og dufte på de svampe, man får øje på i skovbunden og på træerne. 

Parkeringspladsen for Frendrup Skov ligger cirka en kilometer nord for Øster Hornum på Nibevej. Når man alligevel er i området, kan man tage et smut hen til Frendrup Nihøje, hvor der i klart vejr er en flot udsigt helt til Nibe og fjorden. Der er parkering på Nihøjevej 38, Øster Hornum.


Hvad er urørt skov?

Definitionen er ifølge Miljøministeriet skove, hvor kommerciel skovdrift er ophørt, og som med tiden får mange gamle træer, døde stammer og en stor biodiversitet. Det giver plads til nye levesteder for fugle, insekter, svampe, mosser og planter – alt det, der giver skovene liv.