Når vejret er godt, når tiden er til det, når man trænger til motion, når sjælen skal have naturmedicin, når man har lyst til at tage ud i det blå og gå på opdagelse på må og få eller når man vil planlægge sin tur for at besøge et bestemt sted; der kan være så mange gode grunde til at tage på udflugt i naturen.

Det kan også være givtigt en gang i mellem at gå målrettet efter hvad tiden – både årstid og tidspunkt på dagen – byder på. Som årstiderne ruller forbi og dag, nat, og vejrfænomener passerer, kan du notere, hvad der er at se på de bestemte tider og hvor man kan finde de ønskede seværdigheder. Så mødes man ofte med succes, hvis man er på udkig efter noget bestemt næste gang.  

Årstidernes rytme er forudsigelig

En tilgang er at følge årstiderne. Foråret er den tid, hvor nyt liv begynder. Lige nu er det tid til at kigge på hvide anemoner. De små, sarte væsener står og venter på dig under træerne i de mange løvskove i Rebild Kommune. Hvis du er lidt tidligere ude (det kan du nå næste år!), kan du være heldige at finde blå anemoner i skoven ved Buderupholm eller i Bjergeskov i marts. 

Enkelte steder er bøgen sprunget ud og det varer ikke længe, inden skoven iklæder sig sin vårdragt. Det er en magiske oplevelse at gå gennem den grønne katedral i begyndelsen af maj. Hvis du tygger på et nyudsprunget bøgeblad får du citronsmag og forårsfornemmelser i munden.

Fra sidst i april til begyndelsen af maj kan du se både nikkende og oprette kobjælder, hvis du tager et smut over kommunegrænsen til Muldbjerge. Her står et utal af de yndige blomster på bakkeskråningerne med udsigt over vandet.

Fra april og frem til Skt. Hans kan du høre nattergal, men det er nok bedst omkring månedsskiftet maj-juni. Er du i det hele taget interesseret i at følge fugle på de helt rigtige tidspunkter og steder kan du holde øje med de ture, som tilbydes af Dansk Ornitologisk Forening (DOF) og enten deltage i dem og få kyndige vejledning på stedet eller følge med i, hvornår og hvor de besøger bestemte steder for at se bestemte fugle og derefter tage ud på egen hånd, hvis du helst vil være alene i naturen. Du kan også se fugle året rundt, hvis du fodrer dem i din have.

I Rebild Kommune er vi så heldige at være hjemsted for den sjældne og flotte fruesko. Den skal du på udkig efter i begyndelsen af juni i Bjergeskov, hvor den står på en stejl skråning og folder sig ud i al sin pragt.   

Sommeren byder på et væld af flora, der blomstrer på forskellige tidspunkter – og med dem følger der bier og sommerfugle. Her er en gruppe bier, der er på restaurantbesøg på en tidselblomst.

Hvis man vil se en bestemt art af bi, sommerfugl eller anden insekt, er det en god ide at sætte dig ind i, hvilke blomster den kan lide, hvornår disse blomster blomstrer og hvor blomsterne findes. Så er du klar til at rykke ud på de rigtige tidspunkter og steder. I højmosen Asp Hede, for eksempel, var jeg sidste år på pletten sidst i juni for at lede efter blandt andet bølleblåfugl (t.v.) og foranderlig blåfugl (t.h.) – og det lykkedes at se dem.

Sidst i august er det lyngens sæson. Duften, farven, biernes summen, sommerfuglenes flyvning og muligheden for at plukke buketter, der kan holde helt til året efter, drager. Sensommeren byder også på bær og frugt som blåbær, æbler og hindbær. Senere kommer der brombær. 

Om efteråret, når det meste er afblomstret og bladene falder af træerne, kan man finde svampe, både de spiselige og dem der blot er pyntelige, som denne i Vesterskov. Det er også i denne skov, at der er gode muligheder for at opleve krondyrenes brunst. Så er der noget til både lugte- og høresansen med store brunstbrøl, der brager gennem skoven og lugten af hanner, der har badet sig i stinkende sølehuller. 

At fange naturens mere lunefulde fænomener

Sne, skyer, sol, mørke og lys – alle disse fænomener er helt normale, men de er ikke altid lige forudsigelige. Her gælder det om at tænde for sit spontanitetsgen og være klar til at rykke ud, når forholdene er der.  

Er der en aften med klar himmel og fuldmåne? Så tag ud i mørket og kigge. Det kan være, at månen lyser tilstrækkeligt med et flot skær til, at du ikke behøver pandelampe. Du kan endda være heldig at møde nattens dyr. På nedenstående sted tæt på byen har jeg set både ræv, grævling og ugle efter mørkets frembrud.

Hvis der er en skyfri himmel og ingen fuldmåne (gerne nymåne), så tag ud i mørket (bedst i vinterhalvåret) og kigge på stjernehimlen. Find et sted uden lysforurening og med god udsigt til himlen, f.eks. Rebild Bakker, og kig op. Universet er stort og blinkende. Det går op for en, hvor små og ubetydelige vi mennesker er i det store system. Hvis der er varsel om nordlys, så find et bælgmørkt sted med god udsigt til horisonten og nyd synet. Der er apps, der kan fortælle dig, hvornår chancerne er bedst.

Solen står op og går ned hver dag men nogle gange er den flottere end andre. Når himlen lige pludselig lyser gul og orange, og måske endda med nogle skyer til at skabe spil og dramatik, så smid alt og tag ud hvor du kan se horisonten for at få det fulde udbytte. Med så mange træer og bakker, som der er i mit nærområde, skal jeg ud at køre for at finde et egnet sted at nyde farvespillet på horisonten, men det lykkedes dog at være på pletten ved Madum Sø en vintereftermiddag efter en god vandretur i området. 

Diverse vejrfænomener, som ikke nødvendigvis virker oplagte til udendørsaktiviteter, kan alligevel byde på smukke scener. Dramatiske skyer på himlen, tågens mystik og sneens hvide uskyldighed er alle værd at gå efter – men du skal gøre det, mens tiden er. Skyer, tåge og sne har det med at forsvinde igen! Er du tidligt ude efter et snefald kan du være heldig, at de eneste spor er efter de vilde dyr og dig selv.

Tågen og stormskyerne er fra Store Økssø, mens snebillederne er fra Jægersborg Skov.