Denne ærtesuppe sprudler med champagne og egner sig fint til at få brugt champagne-slatterne fra nytårsaften eller at servere sammen med champagnen nytårsaften. Det meste kan laves i forvejen, hvorefter champagnen tilsættes lige inden servering. Hvis suppen bruges som hovedret bør der serveres fyldigt brød eller boller til – og suppe nok til, at folk kan spise mere end en portion, så alle bliver mætte.

Ingredienser

(4 personer) 

1 l hønsefond

125 ml piskefløde

2 spsk creme fraiche 38%

250 g grønne ærter (frosne kan fint bruges)

Salt, peber

½ spsk usaltet smør

1 dl champagne, cava eller prosecco

Lidt creme fraiche 38%

Purløg, finsnittet 

Fremgangsmåde

Kog hønsefonden med fløde og creme fraiche. Tilsæt ærter og bring blandingen kun lige i kog. 

Blend suppen og passer den gennem en sigte. 

Smag suppen til med salt og peber. Kog den op igen. Blend suppen med smørret. Du kan lave suppen hertil på forhånd og opbevare den i køleskabet indtil aftensmaden skal serveres. 

Varm suppen op næsten til kogepunktet. Tilsæt champagnen og server straks suppen i en opvarmet suppeskål med en klat creme fraiche på toppen. Drys med purløg.