Moder Natur vågner
Jeg vandrer ved smukke Madum Sø og finder foråret.Forårsjævndøgn er naturens og mit nytår. I min verden er det nu, hvor så meget i naturen vækkes til live, at året begynder. For at nyde ”nytvåret” har jeg gået ture ved Madum Sø – en af Danmarks reneste søer.
Man kan vælge tre ruter: hele vejen rundt om søen, som er en smuk tur på 7,1 km, en 7,8 km vandring rundt om Langmosen på den anden side af vejen, eller en 3,4 km tur til Langmosen og tilbage igen. Jeg tager de to lange vandringer på to forskellige dage og finder foråret.
Efter sin lange vintersøvn strækker Moder Natur sine lemmer og vågner gradvist. Ligeså stille titter grønne skud og sarte blomster frem. Fuglene synger i kor og spætter banker på. Enkelte sommerfugle drister sig frem på tynde vinger. Bladene på træerne hænger stadigvæk i tæt sammenrullede pakker og har ikke lyst til at sprede deres kjoler endnu Det er for koldt. Og dog – nogle dage er det så varmt, at man tror sommeren er lige om hjørnet.
Den første vandretur jeg tager går rundt om Langmosen. Ruten fører mig langt væk fra veje, huse og andre mennesker. Her træder naturens musik frem. Man kalder det stilhed. Du kan lytte med i videoen her (husk at tænde for lyden):
Langmosen er en af Danmarks mest velbevarede og uforstyrrede højmoser, en forholdsvis sjælden naturtype, hvor planterne kun får det vand, der regner ned i hovedet på dem. Lige nu ligger området mest i brune nuancer, men senere på året blomstrer forskellige typer af lyng, kæruld og tranebær i det sure og næringsfattige miljø.
I skovens dybe, stille ro
Ugen efter drages jeg igen af den smukke Madum Sø.
Det, der ligner feer, danser på vandoverfladen i sollyset.
Ved begyndelsen af turen ser jeg en enlige vibe langt ud på en stubmark og nogle drosler i skovbrynet, men ellers skal jeg inde i skoven for at finde biodiversitet.
Så snart jeg kommer det, hører jeg fugle i lange baner. Jeg er ikke nogen særlig god fuglekender, så jeg er kisteglad for at have den gratis app BirdNET på min telefon. Med den kan jeg optage en fuglesang og straks få at vide, hvilken fugl det er. Med app’ens hjælp finder jeg ud af, at det jeg hører, er en spætmejse. Genialt!
Var det i virkeligheden rigtige feer jeg så på søen? Det tror jeg. Jeg har hørt, at de bor inde i træernes hulninger. Anemoner i hvide krinoliner svajer svagt i brisen som forårets debutanter. Går de til bal med feerne?
Mange træer væltede i stormen Malik. Det er et sørgeligt syn at se kæmper ligge på knæ, men imponerende, hvor stærke kræfter vinden har haft. Det er jo kun luft, der bevæger sig!
Det er interessant at se, hvor fint træet er flækket i lige stykker, næsten som om det er klart til at lave planker. Midt i landskabet med det hårde træ ligger en enlig silkeblød fjer. En fugl har tabt den, som en dame taber et broderet lommetørklæde.
På noget af turen rundt om søen kommer man igennem en plantet nåletræsskov. En stille, grøn katedral. Der er ikke meget fuglesang her. Den ensartede, topregulerede granskov har en vis charme – på samme måde som en barokhave eller en bølgende kornmark – men jeg vil ikke ligefrem kalde den natur. Skov, ja. Natur, nej.
Den står i stærk kontrast til den del af området langs stien, der få lov til at passe sig selv. Hulter til bulter mænger planterne sig med hinanden, og liv og død gnubber hinandens skuldre. En herlig rodebutik, som svampe, insekter, og fugle elsker!
Endnu mere spændende er det, når grænsen mellem land og vand udviskes, og det bliver liminalt. Liminal er et nyt ord for mig, så jeg vil gerne bruge det. Det betegner noget, der er mellem to tilstande, der uopfattede ændrer sig fra det ene til det andet. Tiden mellem vågenhed og søvn eller mellem liv og død. En slags grænseland uden faste grænser. Her ved Madum Sø bliver den vilde skov til sø, men hvor, helt præcist, er den skov, og hvor er den sø? I det liminale område!
Jeg plejer at sige, at Moder Natur er den bedste kunstner. Hun mestrer former, farver og mønstre. Det gælder også mine fund i dag. Prøv selv at gå ud og finde naturens kunstværker. De er overalt!
