Skovens hemmeligheder og bakkernes åbenbaringer
Når man som jeg er ny borger i Rebild Kommune, er det oplagt at besøge de ikoniske Rebild Bakker som et af de første steder. De ligger blot fem minutters kørsel fra mit nye hjem – og hvilket privilegium det er for en naturelsker som mig at have så mange muligheder lige uden for døren!
Bakkerne byder på et hav af muligheder med skove, ådale, hede, kilder og, ja – bakker. Det er blandt andet på grund af de mange bakker med ret pæne stigninger, at jeg kommer her gang efter gang. Mangler jeg at få pulsen op, er bakkerne et smukt og friskt quickfix.
Informationen i form af kort, foldere og velafmærkede stier er eksemplarisk, foruden at man kan lære mere i Rebildporten i bygningen ved den enorme p-plads.
Der er utallige muligheder for at vælge mellem korte, lange, nemme eller udfordrende ture. Den rute jeg tager i dag, er på blot fire kilometer, men har flere kraftige stigninger. Den giver mig sved på panden og mægtige udsigter, der åbenbarer landskabet på lang afstand.
Ved det ene udsigtspunkt er der en bænk med indlagt fodbad.
Stort set hele stien er indhegnet, fordi der noget af året går enten får eller kreaturer. Det betyder ikke, at adgangen er besværlig; der er både færiste og låger til os mennesker og vores hunde, og mange vilde dyr kan komme over, under eller igennem hegnet.
Hvorfor indhegning af de nye naturnationalparker skulle give så megen debat fatter jeg simpelthen ikke. Det er ikke ligefrem en nyskabelse at hegne dyr ind. Jeg så ganske vist helst, at vilde dyr fik mulighed for at vandre rundt over hele vores landskab, ligesom det er tilfældet i lande med større naturområder, men der er nok en eller to landmænd, haveejere og trafikanter, der vil opponere mod dette – forståeligt nok. Måske i fremtiden, når vi tør skabe korridorer mellem nogle af de beskyttede naturområder, kan vi begrænse indhegningerne.
Træernes hemmelige internet
Vandreturen fører mig også gennem skove med krogede træer, der står som skeletter i mørk vinterdragt. Her sker der forunderlige ting under mine fødder. I al stilfærdighed kommunikerer træerne med hinanden. ”Telefontrådene” mellem dem udgøres af underjordiske svampetråde – det såkaldte mycelium. Mycelierne forbinder træerne i et netværk ligesom vores hjerneceller er forbundet med hinanden – eller ligesom verden er forbundet via internettet.
I dette underjordiske, mørke web udveksler træerne næring, kulstof, vand og beskeder. Ja – træerne sender også en slags sms’er til hinanden! Hvis de angribes af biller eller der er andet fare på færde, advarer de andre træer i netværket, som så kan nå at danne beskyttende enzymer eller sætte gang i andre forsvarsmekanismer. Forskning har vist, at kommunikationen endda foregår på tværs af træarter.
Store, gamle ”modertræer” har enorme netværk. Derfor kan det påvirke mange træer, når et modertræ fældes. Bedre bliver det ikke, hvis de store gamle modertræer fjernes i stedet for at ligge og rådne, så de blandt andet ved hjælp af svampe kan videregive næring. Effekten svarer vel til, at en flok elefanter svækkes, når man fjerner matriarken. Heldigvis får de selvdøde træer her i området lov til at ligge.
Træernes kommunikation forklares på pædagogisk vis (på engelsk) i denne video:
