Nyhed

Naturelskere holdte vejret

En flok mennesker samledes ved Store Økssø for at vise deres bekymring over, at flere danske fjorde og havområder lider af iltmangel.
Bekymrede borgere trodsede silende regnvejr den 29. oktober for at gøre opmærksom på, at politikerne skal gribe til handling for at bremse iltsvindet i de danske farvande og fjorde. Foto: Janne Hansen

Selvom det kunne synes at være lidt surt at stå udendørs i silende regn, var årsagen endnu mere surt: Danmarks fjorde og farvande lider af alvorlige iltsvind. Ved Store Økssø og over 60 andre steder i landet samledes bekymrede borgere den 29. oktober kl. 12 i en fælles, synkron og symbolsk handling. 

De fremmødte holdte vejret i 30 sekunder i sympati med fiskene, der gisper efter vejret i Danmarks iltfattige fjorde og farvande. Formålet var at sende et klart signal til politikerne om at gribe til handling for at standse iltsvindet. 

 ”Vi deltog i begivenheden i et forsøg på at råbe politikerne op på en sjov måde – men om et meget alvorligt emne. Danmarks farvande og fjorde er nemlig ramt af massivt iltsvind, som nogle enkelte dage med blæsevejr ikke kan rette op på. Det kræver akut og ambitiøs politisk handling for at få livet tilbage i de danske fjorde og farvande,” siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening Rebild, Aage Langeland.  

Et stort stykke af Danmark er reelt ved at dø. Havbunden ligner mange steder en ørken, hvor fisk, bunddyr og planter har svært ved at overleve. Forskere har gentagne gange gjort opmærksom på, at udledningen af næringsstoffer fra især landbruget skal reduceres massivt, hvis livet skal genetableres i vandmiljøet. 

Store Økssø er ikke ramt af iltsvind, men dannede blot kulisse for den lokale manifestation af den landsdækkende begivenhed, som kom i stand i et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Sportsdykkerforbund, Dansk Sejlunion og Friluftsrådet. 

Fakta om iltsvind

  • Der udledes 56.300 tons kvælstof til vores kystvande om året.
  • Ifølge eksperter og Miljøstyrelsen må der højst udledes 38.000 tons kvælstof om året, hvis vi skal opnå god økologisk tilstand i vandmiljøet.
  • Næsten 70 procent af kvælstoffet i vores kystvande stammer fra landbrugets udledning af gylle og gødning på markerne, godt 22 procent fra naturlige kilder og 8 procent fra spildevand fra kloak og industri.

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening