Der er enighed om målet – men ikke om vejen dertil

Hvis Danmark skal nå sit mål om at nedsætte sin udledning af drivhusgasser med 70 procent inden 2030 og være klimaneutral i 2050, skal landbruget stærkt med på banen så snart som muligt. Et af de værktøjer, som regeringen har øje på, er en CO₂-afgift på landbrugets udledninger. 

Hvordan den kan skrues sammen, hvad den vil betyde og hvad der kunne være af øvrige løsninger blev belyst på et møde arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening Rebild den 13. marts 2024 i Rebildcentret med titlen ’CO₂-afgift på landbruget: drivkraft eller dødsstød?’ Mødesalen var fyldt til sin kapacitet på 60 personer, hvilket bevidner, hvor højaktuelt emnet er. 

Økonomer taler for en høj afgift

Til at føre publikum gennem junglen af tal og regnemodeller i den nyligt udgivet ekspertrapport fra det såkaldte Svarer-udvalg havde DN Rebild inviteret professor i miljøøkonomi og miljøøkonomisk vismand i Det Økonomiske Råd Lars Gårn Hansen fra Institut for Miljø og Fødevareressourcer ved Københavns Universitet.

Udvalget bag Svarer-rapporten foreslår tre modeller med tre forskellige afgiftsniveauer på landbrugets udledninger af drivhusgasser. Lars Gårn Hansen forklarede modellerne og nævnte, at udvalget mener, at det er vigtigt at have en ensartet afgift på udledning af drivhusgasser på tværs af økonomien – inklusiv landbruget. 

Som økonomisk vismand har Lars Gårn Hansen fået til opgave at vurdere Svarer-rapporten. En af hans kommentarer var, at hvis man vælger en model med en for lav afgift, så risikerer man, at der skal vælges dyre, sidste øjebliks hovsaløsninger for at komme i hus med klimamålene til tiden. Han var derfor fortaler for den højeste afgift (750 kr./ton CO₂). Det ligger på samme niveau som i de øvrige CO₂-udledende sektorer og vil totalt set koste samfundet mindst.  

En ting er eksperternes tørre tal og anbefalinger; en anden er holdninger og meninger. Lars Gårn Hansen påpegede, at mens økonomerne beskriver rammerne, så er det politikerne, der træffer beslutningerne. 

Teknologi og ansvar er vejen frem

Meget af det, der ligger til grund for beregningerne, stammer fra forskning i hvor meget dyr, marker og gødning rent faktisk udleder og optager af klimagasserne CO₂, lattergas og metan – som under et betegnes som CO₂-ækvivalenter (CO₂e) eller populært blot CO₂.

Det er noget, som professor og institutleder Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet har forstand på. Han gjorde det klart, at man skal se tingene i et større perspektiv. Det er ikke blot klima, der skal være i fokus, men bæredygtighed i det hele taget. De såkaldte planetære grænser skal helst ikke overskrides. 

”Landbruget bidrager til overskridelse af flere af de planetære grænser,” sagde han. Udover udledning af drivhusgasser drejer det sig om forurening med næringsstoffer, tab af biodiversitet, udtømning af ferskvandressourcer og nedbrydning af jordkvalitet.

Der er grænser for, hvor meget vi kan påvirke jorden og stadigvæk leve bæredygtigt. Det er de såkaldte planetære grænser. Denne grafik fra professor Jørgen E. Olesens indlæg viser, at vi ikke længere holder os indenfor skiven på flere områder blandt andet som følge af landbrugets påvirkning. 

Jørgen E. Olesen mener, at der ved hjælp af teknologiske løsninger på marken, i stalden og i gyllehåndteringen er potentiale for at reducere en del af udledningerne. 

”Der er massive muligheder for at udvikle bæredygtighed. Det kræver teknologi, hvilket kræver forskning, dokumentation, investering, udvikling og efterspørgsel,” sagde han. Teknologiske løsninger kan dog ikke stå alene. Vi har alle et ansvar for at agere, herunder at ændre og reducere vores forbrugsmønstre.    

Gulerod frem for pisk

Gårdejer Torben Sønderby fra Arla Innovationsgård Klink i Grønbjerg i Vestjylland er ikke af den opfattelse, at en afgift er vejen frem. Han hælder mere til gulerodsmetoden, hvor landbruget belønnes for at vælge klima- og miljørigtige løsninger.

I sit indlæg forklarede han, hvordan hans køer kan levere mælk med et klimaaftryk, der ligger under Arlas gennemsnit på 1,15 kg CO₂e/kg mælk og betydeligt under verdensgennemsnittet på 2,4 kg CO₂e/kg mælk. Han er kommet dertil blandt andet ved hjælp af en incitamentsmodel, hvor Arla belønner mælkeproducenterne for forskellige klimarigtige initiativer, f.eks. ændret fodring, gødningshåndtering og arealanvendelse samt avlsarbejde i retning af bedre foder- og proteineffektivitet og længere holdbarhed hos køerne. 

I den efterfølgende paneldebat deltog udover indlederne viceformand Lone Andersen, Landbrug & Fødevarer, og landbrugspolitisk seniorrådgiver Thyge Nygaard, Danmarks Naturfredningsforening.

Spørgsmål fra salen og svarene fra panelet afspejlede en vis usikkerhed om effekterne af en afgift på landbrugets overlevelse, klimaet, naturen, forbrugeradfærd og om opkrævningsbureaukrati og en bekymring for, om der bliver truffet de rigtige beslutninger af politikerne. 

Uanset, om metoden er afgift, teknologi, eller belønning, så var alle enige om, at landbruget skal ændre kurs og reducere sine udledninger – og at vi forbrugere også skal med på banen og ændre vores forbrugsmønstre. 

Som Thyge Nygaard fra DN sagde, ”Vi skal have et system, der belønner dem, der gør det rigtige.”